Objektrelation kort fortalt

I kontaktfeltet mellem mor og barn er det allerførste overgangsobjekt morens bryst, som repræsenterer opfyldelse af behov på mange planer, og som er lig med overlevelse. Fravær af brystet kan kaste barnet ud i følelser af angst for tilintetgørelse, hvor barnet er absolut afhængig.

Undervejs i udviklingen har barnet brug for at tackle sin afhængighed af moren, når hun forsvinder ud af syne. Det gør det ved at overføre sit forhold, sin relation til noget andet, f.eks. en bamse eller andet, som det får et stærkt forhold til, fordi det repræsenterer afhængighedsforholdet og erstatter det for en tid. Overgangsobjektet virker som trøst, og barnet kan bedre tåle ”tabet” af moren, når hun er ude af syne i kortere tid. Moren, som er en del af barnet og samtidigt en del af omgivelserne, bliver erstattet af bamsen, som nu også er en del af barnet samtidigt med en del omgivelserne. Bamsen bliver fyldt med indhold, og her er det vigtigt at moren accepterer og er med til at fylde værdi i objektet.

           

Relationen til overgangsobjektet afspejler de følelser, det lille barn har, som hele tiden ændrer sig. Her projiceres følelser ud positive såvel som negative, som kan rummes af bamsen.   Objektet får en rolle som medspiller i barnets indre verden og som en del af den ydre realitet samtidigt, hvor barnet øver sig på at gøre sig selvstændig af moren og have en tilknytning samtidigt. Legen bliver symbol på kontakt og kommunikation med moren.

Kunst som objektrelations-område

Forskellige overgangsobjekter indgår i relationen mellem leg og virkelighed for det lille barn, og dette forklares som starten på symbolsproget. Leg og kunst sidestilles, som symbolske udtryksmuligheder for forskellige aldre med brug af forskellige former for overgangsobjekter (Winnicott 1971). Kunst fungerer som objektrelations-område, hvor forskellige materialer bearbejdes og bruges til at skabe objekter med. Billedet kan bruges til at projicere indre forestillinger ud på og som kontaktled mellem den indre forestillingsverden og den ydre verden. At udøve kunst er objektrelation for kunstneren. Her forbinder kunstneren sig til sin kunst, og når publikum betragter og forholder sig til kunsten, forbinder kunstneren sig derigennem med sine tilskuere.

Kunstterapi foregår, ligesom leg gør for barnet, i overgangsområdet, hvor barnet og terapeuten begge forholder sig til objektet og kommunikerer med det. Billedet bliver et aktiv, som virker tilbage på begge, det afspejler barnets indre og får værdi, ved at terapeuten spejler sig i det. Det at to er sammen om at betragte et fælles tredje, giver objektet en værdi, der er speciel og giver det et nyt liv. ”Terapeut og klient ser billedet, som er en del af klientens ukendte indre, en del som dermed bliver kendt og får liv”” (Åke Höksberg 1971). Det handler om det fundamentale i at blive set, hørt, sanset  og rummet i et møde. Derfor er objektrelationsteorierne et teoretisk fundament for kunstterapien og kan understøtte dens rolle i behandlerverdenen.

© Stine Holtan 2010

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*